HISTORIE

Chief 1s historie

Musik i blodet


Lars Pedersen, der er bedre kendt under Chief 1, er en dansk sanger, sangskriver, musikproducer, DJ, rapper, manager og artist. Hans far, Jan Pedersen, var trommeslager i det populære 60’er rock ‘n’ roll-band, The Clifters, og opvæksten i Tårnby på Amager var præget af masser af popmusikalske inspirationer.


Da Lars’ fem år ældre storebror, Per ‘Dee Pee’ Pedersen, i starten af 80’erne tog til USA på et udvekslingsophold og sendte kassettebånd med blandt andet Run DMC hjem til sin lillebror, faldt Lars pladask for hip-hop. Specielt den udtryksfulde kultur.


Med breakdance, graffiti, DJ- og MC-miljøet formede Lars’ ungdom og musikalske karriere sig. Han levede og åndede for hip-hop, der dengang var meget ukendt for dansk mainstream, og fandt på sit helt eget særegne kunstnernavn – nemlig: Chief 1.


Sammen med den anerkendte sangskriver og arbejdsmakker, Remee Jackson, stiftede Chief 1 i 2012 det verdensomspændende songwriting label RE:A:CH.


Selskabet repræsenterede nationale og internationale artister, til hvem de producerede sange, og samtidigt fungerede de som et succesfuldt og uafhængigt songwriting og artist label.

Musikkens begyndelse


I 1984 dannede Chief 1 med sin bror Per ‘Dee Pee’ Danmarks første rapgruppe, der den dag i dag har en stor loyal fanskare: de legendariske – Rockers By Choice. Gruppen bestod af Chief 1, Dee Pee, Master Phoze, MC Pete og MC Swan. Senere blev Master Phoze og MC Swan erstattet af DJ Kool K og Isbjerg.


Rockers By Choice slog for alvor igennem med albummet “Opråb! Til Det Danske Folk” fra 1988. Med deres samplinger, energimættede koncerter og politiske tekster, der udtrykte gruppens identifikation med hip-hop-kulturen, blev Rockers By Choice et vigtigt indslag i dansk musikliv.


Hvem kender ikke klassikerne “Engel”, “Amar’er #1” og “Nej Til Narkotika”?


Efter succesen med Rockers By Choice påbegyndte Chief 1 sin selvstændige producerkarriere.

Som sangskriver har Chief 1 vundet Dansk Melodi Grand Prix tre gange. Først i 1997, hvor Kølig Kaj vandt med “Stemmen I Mit Liv”. I 2012 vandt Soluna Samay med “Should've Known Better”, som Chief 1 skrev i samarbejde med Isam Bachiri fra Outlandish og sin arbejdsmakker Remee.


Til det Dansk Melodi Grand Prix 2015 skrev han, igen sammen med Remee, vindersangen “The Way You Are”, som blev fremført af gruppen Anti Social Media.


I efteråret 2015 startede Chief 1 på et nyt kapitel i sin musikalske karriere, hvor han igen stod som frontfigur, denne gang for eget orkester, som sangskriver, sanger og solist. I marts 2016 udgav Chief 1 sin første single “Man skal dø lidt (Før man finder vej)”, der derefter blev fulgt af singlen “Sommernætter” i juni 2016.


2019 var året hvor Chief 1 for alvor slog igennem som soloartist, blandt andet på grund af sin medvirken i tv-programmet ‘Toppen af Poppen’, hvor han var en af de helt store overraskelser. Hans version af Medinas “Synd For Dig” blev den mest likede på TV2s Facebook-side, og han fastslog sig for alvor som sanger og artist.


Samme år udsendte Chief 1 hittet, “Alt er Godt”, en duet med Thomas Buttenschøn. Sangen blev kåret af P4s lyttere som årets sommerhit, har ligget på iTunes Top 20 i over 8 måneder og er streamet over 700.000 gange.

Producer og sangskriver


Fra slut 80’erne til nu har Chief 1 skrevet, produceret, opdaget og remixet for et hav af artister og bands – blandt andet Basim, Bryan Rice, Danseorkestret, Danser med Drenge, Drengene fra Angora, Dodo & The Dodos, Christian Brøns, Gnags, Lars H.U.G., LIGA, Kim Larsen, Michael Learns To Rock, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, Shu-di-dua, Thomas Blachmann, Outlandish, Niklas, Michael Flach, Flemming “Bamse” Jørgensen, Johnny Madsen m.fl.


Uagtet solokarrieren er Chief 1 stadig aktiv som artisternes sangskriver, talentspejder og producer, hvilket han blandt andet demonstrerende i 2018 med det globale hit, “Vente Pa’ Ca”, med superstjernen Ricky Martin, der er blevet til i samarbejde med det norske sangskriver-team Dsign Music.


“Vente Pa’ Ca” blev nomineret til to Latin Grammy Awards (‘Årets Hit’ og ‘Årets Sang’), har ligget nr. 1 i 24 lande verden over, er blevet streamet over 400 millioner gange og set af 1,6 millard gange på YouTube.